Dengbêj: de kurdiske fortællere, der synger historien

Forestil dig et rum fuldt af gæster sent om aftenen. En ældre sanger læner sig tilbage, lukker øjnene og begynder, helt uden instrument. Længe følger hele rummet en kærlighedshistorie, et slag eller en klagesang over en, der for længst er borte. Sangeren er en dengbêj, en af de kurdiske sangere og fortællere, som i generationer har båret historien i deres stemme.

Traditionen lever frem for alt på Kurmancî (nordkurdisk). Denne guide forklarer, hvad ordet betyder, hvad dengbêjer synger, hvor du stadig kan høre dem, og hvorfor deres sange betyder noget for alle, der lærer sproget. Er du ny i kurdisk kultur? Begynd med hvem kurderne er.

Hvad betyder dengbêj?

Ordet har to dele. Den første, deng, betyder “stemme” eller “lyd”. Den anden, -bêj, kommer fra verbet for “at sige” eller “at fortælle” på Kurmancî. En dengbêj er altså en, der fortæller med stemmen. Selve kunsten kaldes dengbêjî.

Soranî (centralkurdisk) bruger det samme ord for stemme: دەنگ.

Du kan høre -bêj-delen i almindelig Kurmancî, hver gang nogen siger eller fortæller noget:

“Som man siger” leder som regel over i et ordsprog, og kurdisk har masser af dem. Find flere i vores guide til kurdiske idiomer.

Den samme endelse gør andre ord til personer. En stran er en sang, så en stranbêj er en sanger. Ordet for en sanger på Soranî, گۆرانیبێژ, er bygget på samme måde. En, der fortæller historier på prosa, er en çîrokbêj, af Çîrok, “fortælling”.

Kilam og stran

Dengbêjer taler om to slags sungne stykker. En kilam er en lang sunget fortælling. Den flyder frit, tæt på talesprog, og sangeren lader ofte den ene linje glide over i den næste næsten uden pause. Den synges udenad, ikke fra et stykke papir.

En stran er en sang i almindelig forstand, med en fast melodi og rytme. Bryllupssange og dansesange hører til her. Grænsen mellem de to er ikke altid skarp, og sangere fra forskellige egne bruger ordene lidt forskelligt.

Traditionelt lærte en ung sanger kilamerne af en mester. Lærlingen lyttede, øvede sig og blev rettet og sang først offentligt, når mesteren gav lov.

Heltedigte, kærlighedshistorier og klagesange

De fleste dengbêjer synger uden noget instrument (amûr). Stemmen bærer det hele: historien, melodien og følelsen. I nogle egne tilføjer sangerne et traditionelt instrument, men stemmen alene er kunstens hjerte.

Fortællingerne falder i nogle få store familier:

• Heltedigte om slag og modige bedrifter, som kan vare en time eller mere.
• Kærlighedshistorier, som ofte er tragiske og ender med adskillelse eller død.
• Klagesange over de døde, over tabte hjem og over hårde tider.
• Sange om steder og hverdagsliv, fulde af navne på landsbyer, bjerge og floder og af lokale begivenheder, som folk ville huske.

Mange begivenheder i det kurdiske landsbyliv blev aldrig skrevet ned, så kilamerne fungerede som et mundtligt arkiv. Derfor kaldes dengbêjerne ofte deres samfunds hukommelse.

Nogle af fortællingerne er meget gamle. Kærlighedshistorien om Mem og Zîn levede i den mundtlige tradition, i en version kaldet Memê Alan, før digteren Ehmedê Xanî gjorde den til sit klassiske skrevne digt. Læs mere i vores guide til kurdisk litteratur.

Klagesange synges i en sørgmodig stemning, som Kurmancî opsummerer i et kort idiom:

Dilê min teng e دڵم تەنگە Mit hjerte er tungt (jeg er ked af det)

Aftener, gæstesale og radio

I generationer var scenen et hjem. Naboer samledes om aftenen i et hus i landsbyen for at lytte. Disse aftensammenkomster kaldes şevbihêrk, et ord, der begynder med şev, “nat”.

Høvdinge og godsejere holdt ofte sammenkomster i en stor gæstesal, dîwan, og en god dengbêj var altid velkommen dér. Nogle af dem støttede en sanger, som til gengæld sang om deres familie og deres bedrifter. Dengbêjer sang også ved bryllupper og begravelser, og indtil 1980 mødtes de stadig i tehuse i Diyarbakır.

I det tyvende århundrede nåede stemmerne længere ud. Kurdisksprogede programmer fra radioen i Jerevan i Sovjetarmenien sendte dengbêj-sang ud til lyttere langt uden for byen. Senere gik kassettebånd fra hånd til hånd.

Berømte dengbêjer

Mange sangere holdt kunsten i live, og de fleste var kun kendt i deres egen egn. Nogle få navne huskes af kurdere næsten overalt.

• Evdalê Zeynikê var en mester fra 1800-tallet, der døde i begyndelsen af 1900-tallet. Han rejste vidt omkring og sang ved høvdinges og godsejeres sammenkomster. Han blev så berømt, at senere dengbêjer synger om ham som en sagnskikkelse, og hans liv inspirerede en roman fra 1991 af den kurdiske forfatter Mehmed Uzun.
• Karapetê Xaço blev født i en armensk familie i begyndelsen af 1900-tallet og sang på Kurmancî. Han slog sig ned i Jerevan, og i årtier kunne man høre hans stemme i de kurdiske programmer på radioen i Jerevan. Han døde i 2005, efter de fleste beretninger over 100 år gammel, og hans optagelser er stadig en vigtig kilde for senere sangere.
• Şakiro, født Şakir Deniz i 1936 i Ağrı-regionen, er en af de mest elskede dengbêjer i nyere tid. Lytterne kaldte ham Kewê Ribat, “agerhønen fra Ribat”, fordi hans stemme var så smuk. Han døde i 1996, og yngre sangere lærer stadig af hans optagelser.
• Meryem Xan og Eyşe Şan er blandt det tyvende århundredes bedst kendte kvindestemmer, og deres optagelser bragte kurdiske sange ud til et bredt publikum.

Når en kilam rører sine lyttere, har Kurmancî et idiom for følelsen: Dilê min germ bû. Det betyder “Mit hjerte blev varmt”, med andre ord “Jeg blev rørt”.

Traditionen i dag

Traditionen har klaret sig gennem hårde årtier. I lange perioder i det tyvende århundrede var kurdisk begrænset i Tyrkiet, og efter 1980 holdt mange dengbêjer op med at synge offentligt. Nogle siger, at dele af deres repertoire gik tabt i de tavse år.

I dag har kunsten fået nye hjem. Nogle byer i regionen har åbnet dengbêj-huse, på Kurmancî kaldet Mala Dengbêjan. Det mest kendte åbnede i Diyarbakır i maj 2007. Indenfor sidder ældre dengbêjer sammen over en kop te og synger på skift, mens besøgende lytter og optager. For mange er det en sjælden chance for at høre en kilam sunget live.

Dengbêjer optræder også på festivaler, i tv og på optagelser, og yngre musikere omarbejder gamle kilamer i nye stilarter. Optrædenerne er som regel kortere og mere iscenesatte end de gamle aftener. Færre unge lærer af en mester på den gamle måde, og nogle lærer i stedet af optagelser.

Derfor er det vigtigt, når du lærer Kurmancî

For alle, der lærer Kurmancî, er dengbêj-traditionen en skattekiste. Kilamerne bevarer gamle ord, stednavne og udtryk, som du sjældent møder i en lærebog. De viser også, hvordan sproget lyder, når det bærer ægte følelser.

Em mîrata xwe diparêzin /ɛm miˈrata xwɛ dɪpaˈrɛzɪn/ میراتەکەمان دەپارێزین Vi beskytter vores kulturarv

Vil du en dag kunne følge en kilam, så start med hverdagens Kurmancî. ZimanGos gratis grundkursus lærer dig det trin for trin, med lyd i hver lektion, i vores Kurmancî-kursus.