Kurdiske dialekter forklaret: Kurmancî, Soranî og flere

Kurdisk tales af anslået 20 til 40 millioner mennesker, og det lyder ikke ens alle steder. En familie fra Diyarbakır, en fra Erbil og en fra Kermanshah taler alle kurdisk, men hver på sin egen måde. Denne guide fører dig gennem de vigtigste kurdiske dialekter: hvor de tales, hvordan de skrives, og omtrent hvor mange der bruger dem.

Alle tal her er skøn. Pålidelige optællinger er svære at få, så forskere angiver intervaller, og intervallerne er brede.

Hvor mange kurdiske dialekter er der?

Sprogforskere deler som regel kurdisk op i tre hovedgrupper. Hver gruppe er en familie af lokale dialekter, der glider over i hinanden fra dal til dal.

• Nordkurdisk, eller Kurmancî (Kurmanji): den største gruppe, oftest skrevet med latinske bogstaver.
• Centralkurdisk, eller Soranî (Sorani): skrevet med et kurdisk alfabet baseret på det arabiske.
• Sydkurdisk: dialekter, der mest bruges i tale, som Kelhurî (Kalhori) og Feylî (Feyli).

To andre sprog nævnes tit i samme åndedrag: Zazakî (Kirmanckî) og Hewramî (Gorani). Sprogforskere klassificerer dem som regel som selvstændige sprog i den nordvestiranske sprogfamilie, mens mange af dem, der taler dem, ser sig selv som kurdere. Det korte svar er altså tre store dialektgrupper, eller fem, hvis du regner Zazakî og Hewramî med.

Nordkurdisk: Kurmancî

Kurmancî er det kurdisk, som de fleste kurdere i Tyrkiet og Syrien taler. Det tales også i det nordlige Irak og det nordvestlige Iran og langt mod øst i Irans Khorasan-region. Mindre samfund bor i Kaukasus, for eksempel i Armenien og Georgien, og mange talere bor i dag i Europa.

Ifølge skøn har Kurmancî omkring 15 til 20 millioner talere, hvilket gør det til den største kurdiske dialektgruppe. Det meste Kurmancî skrives med det latinske alfabet, som Celadet Alî Bedirxan offentliggjorde i sit tidsskrift Hawar i 1932. Det er de bogstaver, du ser i Silav (hej) og Spas (tak). I det tidligere Sovjetunionen blev Kurmancî også skrevet med kyrilliske bogstaver.

Kurmancî har mange regionale accenter, der glider over i hinanden. I kerneområdet forstår folk fra de fleste egne hinanden godt; de største forskelle er mellem dialekterne i det yderste sydøst og det yderste nordvest.

Behdînî i Irak

I Duhok-regionen i det nordlige Irak, med byer som Zakho, Amadiya og Akre, kalder folk deres Kurmancî for Behdînî (Badini). Det hører til den sydøstlige gruppe af Kurmancî. Det er en af de mest særprægede Kurmancî-dialekter, med sine egne lyde og nogle helt egne ord, men kernen i grammatikken er tydeligt Kurmancî.

Den store forskel er skriften. I Irak skrives Behdînî som regel med det samme arabisk baserede alfabet som Soranî. En taler fra Duhok og en taler fra Diyarbakır taler altså den samme dialektgruppe, men skriver den ofte med to forskellige alfabeter. Læs mere i vores guide til Behdînî.

Centralkurdisk: Soranî

Soranî tales i store dele af Kurdistan-regionen i Irak, i byer som Erbil og Sulaymaniyah og omkring Kirkuk. På den anden side af grænsen er det det kurdisk, der tales i det vestlige Iran omkring Sanandaj og Mahabad. Skønnene ligger på omkring 6 til 9 millioner talere.

Soranî skrives med en tilpasset arabisk skrift, der løber fra højre mod venstre. I modsætning til arabisk skriver den næsten alle vokaler som bogstaver. Skriftsproget voksede ud af talesproget i Sulaymaniyah i første halvdel af 1900-tallet.

Kurdisk er et af Iraks to officielle sprog, og Soranî har den stærkeste skrifttradition i Kurdistan-regionen. Dets lokale varianter er som regel opkaldt efter en region eller en by: Babanî omkring Sulaymaniyah, Hewlêrî i Erbil, Mukriyanî omkring Mahabad, Erdelanî omkring Sanandaj samt Germiyanî. De adskiller sig i accent og i nogle ord, og alle deres talere bruger det samme skriftsprog.

Sydkurdisk: Kelhurî, Feylî og Lekî

Sydkurdisk tales i det vestlige Iran, primært i provinserne Kermanshah og Ilam, og på den anden side af grænsen i det østlige Irak omkring byer som Khanaqin. Mange Feylî-kurdere bor også i Bagdad. Skønnene over antallet af talere varierer meget, ofte mellem omkring 3 og 6 millioner, blandt andet fordi kilderne er uenige om, hvilke dialekter der skal regnes med.

Gruppen omfatter Kelhurî, opkaldt efter Kalhor-stammen, Feylî og kurdisk fra byen Kermanshah, ofte kaldet Kirmaşanî. Disse varianter er nært beslægtede og danner en kæde af dialekter, som i ret høj grad er indbyrdes forståelige. Talerne kalder ofte bare deres sprog kurdisk og tilføjer navnet på en stamme eller et sted.

Lekî (Laki), som tales af anslået flere hundrede tusind mennesker, primært i det nordlige Lorestan og nærliggende områder, regnes nogle gange med til sydkurdisk og behandles andre gange som et selvstændigt sprog. Sydkurdisk har endnu ingen udbredt skriftstandard. Når folk skriver det, bruger de fleste den persiske eller arabiske stavemåde, de har lært i skolen. Nogle bruger Soranî-alfabetet med nogle få ekstra bogstaver.

Zazakî og Hewramî: nære slægtninge

Zazakî, også kaldet Dimlî eller Kirdkî, tales i det østlige Tyrkiet, især i Dersim (Tunceli), Bingöl, Elazığ, Erzincan og dele af Diyarbakır. Et stort samfund bor også i Tyskland og andre dele af Europa. Skønnene varierer meget, fra omkring 2 millioner til helt op til 6 millioner talere. I dag skrives Zazakî mest med latinske bogstaver, ligesom Kurmancî.

Hewramî tales i Hawraman-bjergene på begge sider af grænsen mellem Iran og Irak, omkring Paveh i Iran og Halabja i Irak. Det er et lille sprog. Tallene er usikre: skønnene taler om titusinder af Hewramî-talere og nogle hundrede tusind for alle Gorani-varianter tilsammen. I dag skrives det som regel med det arabisk baserede kurdiske alfabet, og sprogforskere betragter det som truet.

Gorani har også en lang litterær fortid. Poesi på Gorani går tilbage til omkring 1300-tallet, og sproget blev brugt meget til poesi under Ardalan-fyrsterne, som regerede fra det nuværende Sanandaj. Digteren Mewlewî fra 1800-tallet, der var født i Hawraman-regionen, skrev meget af sin poesi på Gorani.

Læs mere om Zazakî og Hewramî.

Hvor forskellige er Kurmancî og Soranî?

De to store dialekter deler en stor del af deres ordforråd. Nogle ord er helt ens, og mange adskiller sig kun ved én lyd. Et meget almindeligt mønster: hvor Kurmancî har et v, har Soranî tit et w.

Kurmancî av (vand) hedder ئاو aw på Soranî. På samme måde bliver hilsenen Silav til سڵاو silaw. Andre hverdagsord er simpelthen forskellige:

De største forskelle ligger i grammatikken. Navneord på Kurmancî er hankøn eller hunkøn, og de skifter endelse alt efter deres rolle i sætningen. Soranî har ikke grammatisk køn og bruger ikke disse kasusendelser.

Soranî sætter i stedet gerne små endelser på ordene. “Mit navn” er to ord på Kurmancî: Navê min. På Soranî er det ét enkelt ord: ناوم. Soranî har også en endelse, der virker meget som bestemt form på dansk (‑en eller ‑et), ofte skrevet ‑eke med latinske bogstaver, og den bruger Kurmancî ikke.

En Kurmancî-taler og en Soranî-taler kan altså genkende mange fælles ord, men en hel samtale kræver lidt øvelse. Folk, der vokser op med at høre begge, gennem familie, musik eller tv, forstår ofte begge godt. Vil du se nærmere på det, så læs Kurmancî vs. Soranî.

Hvilken dialekt skal du lære?

Start med den dialekt, din familie eller dine venner taler. Har du rødder i Tyrkiet, Syrien eller Duhok-regionen, er det som regel Kurmancî eller dets Behdînî-form. Har du rødder i Erbil, Sulaymaniyah, Kirkuk eller Irans Kurdistan-provins, er det som regel Soranî. Familier fra Kermanshah og Ilam taler ofte sydkurdisk derhjemme.

Har du ingen familiær tilknytning, er begge de store dialekter en god start. Kurmancî har flest talere og bruger latinske bogstaver, som føles velkendte, hvis du allerede læser dansk, engelsk, tysk, fransk eller tyrkisk. Soranî har en rig skrifttradition og åbner døren til bøger, sange og tv fra irakisk og iransk Kurdistan.

I ZimanGo er Kurmancî og Soranî tilgængelige i dag, og Behdînî, Zazakî og Hewramî kommer snart. Når du først kender én dialekt godt, begynder de andre at lyde meget mere velkendte.